DVK Mødested - Sæby                         

 

Vestsjælland

Program

Onsdag d. 1. Marts 2006:

Design i bevægelse

Var det monstro en standupkomiker der var blevet hyret til at fyre op under forsamlingshuset i Sæby? Ja det kunne man måske tro hvis man tilfældigvis var kommet forbi på fortovet uden for huset denne kolde aften i februar.

Men det var det såmænd ikke, det var "kun" forfatteren Niels Kryger, der med stor indlevelse fortalte om sit syn på bildesign gennem tiderne. Det engelske herreværelse om en Rover, eller sammenligningen med Ford Y og en petit four, på det nærmeste kunne løfte taget på det gamle sted. 

Kryger lagde ud med lidt baggrundsinformation om sig selv, der inkluderede et samarbejde med ingen ringere end O.T. Neel, om at skrive rejsebøger, lidt om at designe intercitytog, og en del om storebæltsfærger, for slet ikke at glemme indsatsen på bornholmstrafikken.

Niels Kryger er lektor på Kunstakademiets arkitektskole, og jeg vil da godt vove den påstand at der med stor sandsynlighed plejer at være fyldt i salen til hr. Krygers forelæsninger, da han går til den med bid og vid så det er en ren fornøjelse. Uanset om det var ens foretrukne bilmærke der blev spiddet, eller det var ens yndlingsaversion der blev ophøjet til et designclou, så var vi med hele vejen, da hvert et ord blev sagt med stor kærlighed til emnet. Hvad enten det var en parablygearskiftende franskmand eller en braknæset tysker der måtte stå for skud, så viste det næste billede i lysbilledserien, at en sådan havde fragtet hr. Kryger og hele hans samlede familie rundt i flere år.

Det sluttede faktisk for tidligt, pludseligt som det var allermest hyggeligt, og man var blevet helt indhyllet i Krygers magiske univers af tidlig aerodynamik, torpedovægsudformninger, og 2CV'ens fortræffeligheder så var det ganske slut for denne gang. Men foredragsholdere som Niels Kryger kan vi til enhver tid bruge på vores mødested, tak for det Niels!

JBG        

       

 

 
Kontakt  
Tidligere møder  
Vejbeskrivelse  
Links