DVK Mødested - Sæby                         

 

Vestsjælland

Program

Onsdag d. 7. juni 2006:

Retur til mødestedet

Hvor det var de italienske charmører der havde overtaget mødestedet i sidste måned, så var det denne aften så afgjort de engelske køretøjer der gjorde deres entre. Navnlig en lille køkkenblå charmetrold af en Austin høstede mange kommentarer. Men en noget speciel gæst i skikkelse af en Bristol 409 stjal al opmærksomheden da den stak sin lange snude ind på pladsen. Også en meget fin højrestyret Hillman og en Morris hjalp med at hæve Union Jack. Omtalte Bristol havde oven i købet taget turen helt fra Præstøkanten.

Til aftens køretur havde vi fået besøg af ikke mindre end 2 nye medlemmer, Brian Jonassen fra Vemmelev i en rigtig flot 1957 Buick Special, og Thomas Andersen fra Høve i en 1964 Plymouth Valiant convertible - velkommen!

Når nu jeg er i gang med at remse op så skal jeg naturligvis ikke glemme de trofaste tyskere, navnlig er det jo ikke første gang at Peer Ørnbølls Super Six må lægge sæder til en tur til mødestedet i Sæby, og den der fantastisk fine Mercedes 180 fra Ringsted er det jo heller ikke første gang vi har haft fornøjelsen af. Eller amerikanerne som for eksempel Michaels Plymouth Barracuda og en Buick Skylark cabriolet med ene kvinder ombord!

Nuvel, køres det skulle der jo, så efter en times løgnehistorier om gamle bilers fortræffeligheder stævnede vi ud på landevejen med kurs mod Så-er-vi-her-igen.

Efter at have tilbagelagt de første 5-6 kilometer, blev vi nød til at skulle ud og strække benene. Brian Jonassen, som agerede min chauffør i dagens anledning, havde fået strenge ordrer om at holde farten nede på et absolut minimum, det er jo heller ikke noget problem i en bil med stor V8'er og automatgear, men den stakkels ejer af den lille Austin beklagede sin nød straks vi kom ud af bilerne igen, farten vi havde valgt svarede til at han skulle konstant skifte mellem 2. og 3. gear. Andre mente at han havde set lidt besk ud, ham manden med trillebøren der overhalede os alle på en længere strækning kort før St. Fuglede.

Efter en kort pause hvor vi fortærede et par kasser øl og vand der var til overs fra sidste arrangement, drog vi atter ud blandt de der hurtige gangstativer og børn på tre hjul. Men denne gang fik han baghjul ham med trillebøren - så kan han lære det kan han!

Vel ankommet på museets parkeringsplads igen, kunne vi konstatere at vi havde endnu en gang brugt et par timer i herligt selskab med nogle gamle biler, og det er jo ikke det værste man kan gøre på en onsdag aften.

 

JBG        

       

 

 
Kontakt  
Tidligere møder  
Vejbeskrivelse  
Links  
   
   
   
   
   
   
   
  Klik på billederne for et større format (åbner i et nyt vindue !)  
  P6070010.JPG (206239 byte) P6070012.JPG (209015 byte) P6070013.JPG (202774 byte)  
  Entusiasme kontra overbærenhed "Velkommen til" Brian Jonassen's 1957 Buick Special  
  P6070016.JPG (200774 byte) P6070019.JPG (203637 byte) P6070021.JPG (215688 byte)  
  1967 Bristol 409 I sneglefart gennem Tissø Skov Afstresning